Dansk: Mit yndlingsfag
Jeg er på tomandshånd med min dansklærer i gymnasiet. En virkelig sej ung lærer, der citerer digte og selv finder på gakkede ordspil og som før sommerferien holder en tale til os, hvor alle ord starter med B, fordi vi går i B-klassen.
Han sørger for, at vi læser vild og mørk postmoderne litteratur, og jeg lapper alt i mig.
Han er skarp, kreativ og humoristisk og virker som om, at han holder oprigtigt af hver eneste af os og ønsker, at vi skal stopfodres med fede historier og bruge sproget på nye måder.
Jeg har fået topkarakter i alle stile, og dansk er det eneste fag, jeg føler mig hjemme i.
Jeg er elendig til fransk, naturfag, matematik osv., men når jeg får en stil for, er det som juleaften. Jeg skriver ikke for at opnå en god karakter, eller fordi jeg skal, jeg skriver, fordi jeg elsker det.
Ingen ved det, men jeg går altid hjem og skriver alle de forskellige stile i stilehæftet, for så at trække lod og aflevere en af dem. Jeg skriver også dagbog og anonyme sorte Strunge digte til gymnasiets blad.
Og så læser jeg alle bøger, jeg kan komme i nærheden af.
“Drop Forfatterskolen”
”At skrive en bog er jo ikke som at skrive en stil, Charlotte”. Min dansklærers ord lammer mig. Han har spurgt mig om, hvad jeg vil være efter gymnasiet. Jeg har betroet ham min drøm om at blive forfatter, og at jeg vil prøve at skrive en bog og også søge ind på Forfatterskolen.
Han ryster på hovedet: “Lad være med at søge ind på Forfatterskolen.
Det er alt for svært at komme ind! Flere hundrede søger ind hvert år for en håndfuld pladser.
Drop tanken om at blive forfatter, det er for usikkert, du skal hellere læse historie fx.”
Han har uden tvivl også haft en forfatterdrøm i sig, hvorfor han ikke kan rumme min.
Men det forstår jeg ikke som usikker teenager, der står foran min yndlingslærer. Det, jeg forstår, det er, at han mellem linjerne siger, at jeg ikke er talentfuld nok. Og han må jo vide det, han har læst alle mine stile.
Jeg er flov over at have drømt så stort. Resten af 3.g, kan jeg ikke holde ud at se ham i øjnene, og jeg holder op med at sige noget i timerne. Jeg søger ikke ind på Forfatterskolen, men ender på litteraturvidenskab på Syddansk Universitet i stedet for.
Noget mangler: At skrive
Et sted i mig bliver min dansklærers ord siddende og jo mere fantastisk verdenslitteratur, jeg læser, jo mere sikker bliver jeg på, at han har ret.
Der er alt for mange enestående værker i verden, og der kan jeg slet ikke være med.
Så hellere holde op med at skrive og træne mig selv i at dømme og analysere andres værker.
På dagen, hvor jeg opnår en bachelor i litteraturvidenskab, er jeg ikke glad.
Noget mangler i mit liv – nemlig glæden ved at skabe. Jeg kan ikke se en film eller læse en bog længere og bare nyde det. Evnen til at indtage et værk uden at analysere og bedømme er helt væk. Jeg har altid elsket at læse bøger af ren lyst, det gør jeg ikke mere, nu har jeg en faglig brille på, og fortællingerne når ikke mit hjerte.
Jeg er bange for at ende som en anmelder, fastlåst i dommer-rollen, eller som en gymnasielærer, der råder andre til at søge mere sikre veje. Mest af alt savner jeg at skrive frit.
Stilene der blev til en bog
I stedet for at droppe ud, søger jeg om at blive udvekslet til Canada, hvor jeg læser psykologi og kultur på Mount Allison University et år og tager derefter til London, hvor jeg får en Ma i Kommunikation, kultur og samfund på Goldsmiths College, London.
Her begynder jeg langsomt at skrive igen. Både dagbog og til universitetets blad.
Og alle opgaver elsker jeg at skrive igen, for jeg går ind og diskuterer kreativitet, innovation og retten til at skabe og søger kloge hoveder, der understøtter det, som jeg har undertrykket for længe.
Da jeg kommer hjem til Danmark, begynder jeg at blogge anonymt på Fyldepennen.dk og senere Urban og bliver kontaktet af et forlag.
Jeg ender med at være den første blogger, der udgiver sine tekster i bogform. Sjovt nok er hvert indlæg nærmest udformet som en lille stil.
Lad ikke den indre dommer hærge
Jeg fortryder ikke min uddannelse og havde fem fantastisk fede år på universitetet. Jeg tror heller ikke, at Forfatterskolen havde været vejen for mig, hvis jeg overhovedet var kommet ind! Eller at jeg ville kunne leve af at være forfatter, som jeg har levet af at arbejde med kommunikation.
Men det ærgrer mig, at jeg ikke skrev i alle de år, fordi den indre dommer hærgede.
Det har lært mig om, hvor meget det betyder at blive opmuntret i det, man brænder for. Og hvis man ikke får den opbakning så at holde fast alligevel.
Alle har ret til at skabe, og uanset hvilken uddannelse, partner eller arbejde, man ender med, så bør det aldrig være på bekostning af ens kreativitet. Den må gerne være der altid, og for mig er det blevet vigtigt at holde fast i den uanset hvad, der sker i mit liv.
For det er en del af mig.
Hvis du har undertrykket din trang til at skrive og at være kreativ, så håber jeg, at du vil lade den ind i dit liv igen.
For hvis der er noget, der kalder på dig, så gør det i hvert fald dig glad i processen – og i det vi kalder livet.
Læs også min artikel de 7 myter om den rigtige forfatter.