Alice Aagaard: “Sæt skrivemål med Forfatter Almanak”

Interview med Alice Aagaard om at sætte skrivemål

Forfatteralmanak 2018 er en skøn kalender og et effektivt arbejdsredskab for det skrivende folk.  

Jeg er vild med den, for her kan man få et overblik over sin skriveproces og sætte mål og justere løbende.

Alice aagaard forfatter almanakJeg har taget fat i forfatter og Cand. mag. Alice Aagaard, der er redaktør og idékvinden bag.

Læs mere om Forfatter Almanak 2018.

Hvordan fik du idéen til Forfatteralmanak?

”Først på året var jeg på et ophold på Hald Hovedgaard – et arbejdsrefugium for forfattere. Jeg sad der mutters alene på mit lille arbejdsværelse og havde svært ved at komme igang.

Jeg savnede nogle redskaber. “Der burde findes en logbog eller en kalender af en slags, hvor jeg kunne opstille nogle mål for min skrivning, og som kunne fastholde mig i at få skrevet hver dag”, tænkte jeg. 

Jeg googlede det og faldt over en australsk skrivekalender, men ingenting på dansk.

Altså blev jeg nødt til at bestille den australske kalender hjem, og det er faktisk den, der er forlægget for Forfatteralmanak 2018.

Vi har bare udviklet på idéen. Flere artikler, flere værktøjer og så originale citater fra danske forfattere.”

 

Udfordringen er at få historierne ned på papiret

Hvad ser du som den største forhindring i at få skrevet – og få det ind som en vane i hverdagen?

”Viljestyrke. Rastløshed. Der er så mange ting, der tager ens opmærksomhed; praktiske gøremål, sociale medier.

Forfatter almanak 2018
Forfatteralmanak 2018 koster 199 kr. www.forfatteralmanak.dk

 Desuden er jeg en dagdrømmer med utroligt mange historier oppe i hovedet, men at få dem ned på papir… Det er en anden historie.”

Hvorfor er det vigtigt at sætte skrivemål?

”For at historierne i hovedet faktisk bliver skrevet.

Og for at historierne bliver færdigskrevet – og ikke forbliver udkast.

Jeg kan selv bruge lang tid på en enkelt novelle, men hvis jeg går struktureret til opgaven og siger; “mandag skal dén scene være færdig, og tirsdag skal dén scene være skrevet”, så bliver novellen faktisk færdig.”

 

Vent ikke på inspirationen!

Kan man ikke bare vente på inspirationen og lysten som kunstner?

 ”Nej. For den indfinder sig ikke bare sådan.

Det er en myte, at forfattere pludselig bliver grebet af inspiration og så arbejder derudaf – ensom på et loftsværelse – i uge- eller månedsvis.

Nogle få gør måske, men sådan fungerer det ikke for de fleste. Der findes et godt citat af Picasso, der fint forklarer, hvordan det fungerer: “Inspiration exists, but it has to find you working”.”

Hvordan er din egen skriveproces?

”Jeg skriver ’kun’ noveller. Foreløbigt i hvert fald …

Jeg bruger lang tid på at udtænke personer og plot, så jeg har selve historien og handlingsforløbet på plads, inden jeg sætter mig til PC’en.

Når jeg begynder at skrive, skriver jeg ikke nødvendigvis kronologisk. Jeg skriver de scener først, hvor skrivelysten er størst. Så sætter jeg brikkerne – scenerne – sammen som et puslespil bagefter, så de – forhåbentlig – danner den historie, jeg havde planlagt.”

Hvad er dit håb med Forfatteralmanak?

”At den kommer ud og bliver brugt, og jeg får en masse feedback og idéer fra brugerne. Og så håber jeg selvfølgelig, at den skal følges op af en Forfatteralmanak 2019.”

At skrive en bog er som at æde en elefant

Hvad er dit bedste skriveråd?

”Jeg minder konstant mig selv om det fjollede ordsprog: Hvordan spiser man en elefant? En bid ad gangen!

Det har været en stor hjælp for mig at lære at arbejde i små enheder; altså scener. At simpelthen kun fokusere på én scene af gangen. Hvordan kommer dén scene til at fungere? Hvornår vil jeg gerne have den færdig?

At skrive en bog er som at spise en elefant
At skrive en bog er som at spise en elefant. Det må gøres bid for bid ifølge Alice Aagaard.

 

Jeg har hele historien færdig oppe i hovedet, men når jeg konkret arbejder, bliver jeg nødt til at skubbe den væk og kun koncentrere mig om en scene af gangen.

 Ellers tænker jeg: “Jeg kan umuligt spise – skrive – så stor en elefant. Jeg kan lige så godt give op på forhånd”. Og så kommer skriveblokeringen.

Her kan Forfatteralmanakken også være en hjælp. I almanakken skal man opstille sine skrivemål for en dag af gangen. Tage en bid af gangen.

Og pludselig har man skrevet 365 bider, og et helt manuskript er i hus.”

 

 

Læs min omtale af Forfatteralmanak 2018 her

Besøg www.forfatteralmanak.dk for mere information

 Nb. Indlæg produceret før min barsel

 

1 tanke om “Alice Aagaard: “Sæt skrivemål med Forfatter Almanak”

  1. Pingback: At skrive en bog er som at æde en elefant – Forfatteralmanak

Der er lukket for kommentarer.