Skriv om svære emner! Og fællesskrivning bag bogen “Hjernetumorfortællinger”

hjernetumorfortællinger skriveterapi

Hjernetumor: Ramte og pårørende på skrivehold

I 2021 blev jeg kontaktet af HjernetumorForeningen, som gerne ville lave et skriveforløb for pårørende og hjernetumorramte.

Det endte med to hold.

Vi mødtes hver anden uge online i seks måneder.

Skriveforløbet resulterede i 23 bidrag i “Hjernetumorfortællinger – når livet slår knuder”.

Om virkelige historier om mødet med hjernetumor.

 

Magisk skriverum og delinger

Skrivningen, og det rum, der opstod, da vi mødtes og skrev og læste tekster op for hinanden, har været magisk.

Og forløsende.

For mig er det mere end traditionel skriveterapi.

Det handler også om at dele historier med hinanden og den resonans og forløsning, der kan ligge i det.

Vi arbejdede med de personlige historiers kraft i praksis, og jeg forcerede blandt andet et skriveflow ved at give skriveøvelser på tid.

Her kan du høre lidt om skriveprocessen, og hvad det giver at skrive om svære ting i dit liv.

Og måske dele med andre.

Uanset om det er til udgivelse eller ej.

 

Direkte fra operation

Den første dag i de hjernetumorramtes skrivegruppe kom en af forfatterne nærmest direkte fra en operation.

Vedkommende havde en bandage om hovedet og måtte holde det ene øje lukket.

Der forstod jeg styrken blandt deltagerne og modet til at dykke ned i det sårbare og svære.

Gennem frie skriveøvelser på tid skrev grupperne sig varme i et trygt rum.

De rå og personlige tekster om mødet med og konsekvensen af hjernetumor blev læst op i plenum.

De andre deltagere skulle så sige de sætninger eller ord, de huskede.

Uden ros eller ris.

Der blev grint og grædt.

 

Kærlighedskrigere

I pårørendegruppen havde nogle mistet, mens andre stod midt i livet med en hjernetumorramt partner.

Ville det blive for svært og konfronterende at være i samme gruppe?

Det viste sig, at det gav en fin dynamik og et større perspektiv.

 

Frirum

Både de hjernetumorramte og pårørende gav udtryk for, at skrivegruppen var det sted, hvor de kunne komme, som de havde det.

Og være sig selv uden at blive dømt, fikset eller skulle forklare og udglatte.

Jeg ser bidragsyderne i “Hjernetumorfortællinger – når livet slår knuder” som sande kærlighedskrigere.

Og jeg er berørt over deres villighed til at dele ærlige og sårbare historier.

Skrivning hjernetumorfortællinger
Skriveholdet mødtes hver anden uge og skrev online. Charlotte Heje Haase var skrivementor og gruppefacilitator. Projektet var igangsat og støttet af HjernetumorForeningen.

 

Skrivning kan forløse

De fleste forfattere i bogen “Hjernetumorfortællinger” har ikke skrevet før.

Men alle har haft gavn af at skrive, og hver især har en unik stemme og helt særlige erfaringer.

Hvis du også mærker en længsel efter at sætte ord på dine oplevelser, tanker og følelser, kan det varmt anbefales at skrive det ned.

Uanset om det er for andres øjne eller kun dig selv.

Forskning viser, at skrivning om svære emner kan forløse og hele.

Bare 10-15 minutters skrivning om dagen i tre til fem dage om noget, der er svært, giver en varig positiv virkning.

 

Skriv ikke bare for dig selv

Traditionel skriveterapi er en måde, hvor du kan have en samtale med dig selv, men også en meget effektiv måde at bearbejde traumer og sorg på.

Bare Skriv-metoden inkorporerer også gruppefacilitering, skrivning på tid, oplæsning og recall.

Det er dobbelt op på den gode effekt, når du bliver bevidnet i et trygt rum.

 

Charlotte: “God terapi at skrive”

Charlotte Eldrup er hjernetumorramt og medforfatter i “Hjernetumorfortællinger”:

”Det har været god terapi at skrive min historie, som startede for 18 år siden.

Jeg har skrevet historien fra hjertet, og mine to dejlige børn har været med mig hele vejen. 

Det var et chok at få beskeden om, at jeg havde en tumor i hjernen (et meningeom).

Hvis jeg med min fortælling på en eller anden måde kan hjælpe bare én person, så vil det glæde mig meget.” 

Charlotte Eldrup Hjernetumorfortællinger
Medforfatter i “Hjernetumorfortællinger” Charlotte Eldrup, finder tit hjerter under sine vandringer i naturen. Foto: Charlotte Eldrup

 

Dagmar: “Skrivning som helingsproces”

I “Hjernetumorfortællinger” udtaler Dagmar Skovhus-Dam Jacobson om skriveprocessen som hjernetumorramt:

“Jeg er helbredt, men ikke rask.

Når jeg skriver om mine chokerende og udfordrende kræftoplevelser, er det en del af helingsprocessen.

Såvel befriende som retraumatiserende.

Oftest bader jeg efter en skrivning.

Det restituerer mig, især skov- og havbadning.”

Dagmar - hjernetumorfortællinger
Datter Olivia Dam Jacobson har tegnet denne illustration til bogen “Hjernetumorfortællinger”. Den illustrerer Dagmars tekst “Min elefantastiske hjerne”.

 

 

Helena: “Et lille frø af selvtillid og selvværd”

Helena Gregersen blev ramt af en hjernetumor i 2011.

Hun er medforfatter til “Hjernetumorfortællinger”, og har været med til skriveforløbet.

”Jeg vil gerne dele det, jeg har med mig, og vise, at der er en vej for os alle på hver vores måde.

En hjernetumor er alvorligt, og i den situation er der ikke så meget at gøre andet end at stole på, at lægen, der skal operere, er en dygtig håndværker.

Jeg har fået en læring om andre mennesker og mig selv ved at skrive.

Og med Charlotte ved roret har jeg fået indsigt i skriveforløbet og en masse redskaber til det.

Skrivningen har sået et lille frø med selvtillid og selvværd i mig.

Mit håb med bogen er, at mennesker, der bliver ramt af hjernetumor, de kan finde håb og tro på, at det nok skal gå – og finde inspiration til at kæmpe for dem selv og aldrig give op.”

 

Skriveterapi hjernetumor

 

Else: “Taknemmeligheden fylder nu”

Else Lundby har mistet sin mand til hjernetumor.

Hun har bidraget til “Hjernetumorfortællinger” og fik øje på noget, der overraskede hende:

”At skrive har været en lærerig proces.

For det første har der været rigtig mange ideer til nedslag.

Oprindelig var jeg sikker på, jeg ville dvæle ved alt det svære i forløbet både med hensyn til plejepersonalet og private relationer. 

Men da jeg satte mig ved tastaturet, var det taknemmeligheden over at have været samlevende med dette fantastiske menneske, der fyldte.

Og taknemmeligheden over at have oplevet en unik kærlighed, sammen med smerten over, at Lars skulle have denne skæbne.

Samt sorgen – for mit vedkommende – over alt det, jeg har mistet. 

Man kan sige, at det smukke forbliver, og det negative fra forløbet fylder mindre.”

lars hjernetumorfortællinger
Elses skriver i Hjernetumorfortællinger om kærligheden til sin mand Lars. Han malede og lavede kunst. Her er et af hans værker.
Hjernetumorfortællinger

Hjernetumorfortællinger - når livet slår knuder

Udgivelse 29. marts 2022

Forlaget Bare Skriv

Støttet og igangsat af HjernetumorForeningen
https://www.hjernetumorforeningen.dk/

Læs Niels Frid-Nielsens anmeldelse af bogen her, der også er på Saxo med 5 ud af 5 stjerner: https://www.hjernetumorforeningen.dk/nyheder/boganmeldelse-hjertevarme-hjernetumorfortaellinger/
Hjernetumorforeningen
Hjernetumorforeningen støtter pårørende og ramte af hjernetumor og skaber grupper i hele landet.

 

Hvis du vil skrive og finde dine fortællinger, så er du velkommen her:

https://www.klubbareskriv.dk/

 

Skriv om svære emner. Læs også på bloggen:

Sygdom

Selvbiografisk digtsamling hjernetumor

Pernille Thidemann Kørner, der har skrevet digtsamlingen “Min nye gamle hjerne” om at være hjernetumorramt.

Og hendes tanker om, hvad det gjorde for hende, og hvorfor hun greb pennen:

https://www.bareskriv.dk/selvbiografisk-digtsamling-hjernetumor/ 

 

Og Peter Frank, der har bidraget til Hjernetumorfortællinger: https://www.bareskriv.dk/skrivprocessen-hjernetumor-peter-frank/ 

 

Sorg

miste sin mor

Hanne Hvass Kjeldgaard fortæller om at skrive om at have mistet sin mor.

Og hvad skrivningen gav: https://www.bareskriv.dk/at-miste-hanne-hvass-kjeldgaard/ 

Du kan også læse om skriveforløbet Skriv mindet i live, der endte med en antologi: https://www.bareskriv.dk/skriv-afdoede/ 

 

Livsvalg

Hør også episoden med Lykke Rix: Når vi lukker for vores følelser, får vi et meget snævert rum at være i