At miste … og at skrive
Har du nogensinde skrevet om noget smertefuldt?
Måske i din dagbog, måske i et forsøg på at være med noget svært?
Man siger, at en forfatter, der skriver selvbiografisk oplever ting to gange.
Det er ikke altid, at vores sind kan skelne mellem fortid og nutid, når vi dykker ned i noget levet og skal give det liv på siderne.
Det er magien ved at skrive. På godt og ondt.
Skriv mindet i live er en kollektiv udgivelse, hvor vi er en gruppe forfattere fra Klub Bare Skriv, der har skrevet om at miste.
Om vores afdøde.
Og de aftryk de har sat i vores liv.
Forfatter Hanne Hvass Kjeldgaard fortæller her om sin oplevelse med at skrive om sin mor i forbindelse med tekstsamlingen.
Hanne har også illustreret flere af teksterne med sin smukke, enkle sorte streg.
Hanne Hvass Kjeldgaard:
Måske er sorgen og kærligheden en cirkulær bevægelse?
“Der er noget Fugl Fønix over den rejse, som mine skrivefæller og jeg har været på i tilblivelsen af Skriv mindet i live.
Vi er ikke kommet til det skrevne ord, uden skrammer.
Når jeg tænker på begyndelsen, – den første skriveøvelse, så kan jeg mærke det.
Jeg kan mærke en sitrende rest i skulderbladene af den meget fysiske modvilje, min krop satte i værk, da jeg blidt prøvede at overbevise mit sind og mit hjerte om at det var en god idé, at dykke ned i smerten og sorgen over at miste min mor.
Kvalme og hovedpine, en brystkasse presset ned på 10 favne vand. Intet i mig, syntes om ideen om frivilligt at gå derind, hvor alt var låst og jeg ikke kunne trække vejret.
Ledte efter ord
Derinde i mørket, i åndenød og med blytunge lemmer ledte jeg efter ordene.
Jeg fangede dem stakåndet og prøvede at holde fast på dem længe nok til at skrive dem ned.
Jeg ved ikke, hvor længe, jeg var derinde.
Mærkeligt, pludseligt at dukke op til overfladen igen, som en korkprop, -op -op -op til lys og luft – til kærlighed.
Se ordene på papiret.
Helt rolige og smukke.
Sammen med alle de andre ord, de andres ord.
Den fælles sorg og fælles kærlighed, som er en del af at være menneske.
En anden ro
Nu hvor ordene og billederne er på papiret, findes en anden ro til sorgen.
En ro, hvor sorgen og kærligheden kan sameksistere.
Måske er sorgen og kærligheden en cirkulær bevægelse.
Tak for rejsen fra asken i ilden og ud igen.”
Hanne Hvass Kjeldgaard.
Følg Hanne på Instagram: @hannehvass
Uddrag
Uddrag fra Hanne Hvass Kjeldgaards tekst om sin mor i Skriv mindet i live:
“Du smiler stort til mig og omfavner mig
Vi smelter sammen og jeg er det lille barn
Du ler og siger,
at vi skal have te
Så holder du mig ud fra dig og ser på mig,
undersøgende
Du holder mig næsten om kinden og aer min panderynke
med din tommelfinger
Nu ved jeg, at jeg drømmer
og at du ikke lever
…
På dit gravsted i januar
står en morgenfrue
alene
i bragede orange”
Læs også Charlotte Heje Haases tekst om at skrive mindet i live.
Titel: Skriv mindet i live – en mosaik af stemmer Forfattere: Hanne Hvass Kjeldgaard, Lotte Pia Stenfors, Teit Uldum m.fl. Illustratorer: Hanne Hvass Kjeldgaard, Elisabeth Rasmussen og Suzette Kempf Udgivelse: 2021 Forlag: Bare Skriv