Et interview om ‘Det sidste led – et liv uden børn’
I 2020 udkom bogen ’Det sidste led – et liv uden børn’.
Bogen handler om det at ikke kunne få børn eller at fravælge det og at være sidste led i familien.
Bogen er i skrivende stund på 76 biblioteker og er skrevet af Marianne Christensen og Dorte Roholte.
Jeg har kendt Marianne i mange år som en sprudlende historiefortæller og foredragsholder, der tør at tage tabuer op.
Hun er også medlem af Klub Bare Skriv.
I dette mail-interview svarer hun på spørgsmål om tilblivelsen af bogen.
Hvorfor skulle bogen skrives?
Marianne Christensen: ”I menneskers natur ligger der en selvfølgelighed i, at man skal sætte børn i verden for at leve et ’normalt liv’, og at, hvis man ikke får børn, afviger man fra normen.
Da jeg i sin tid ønskede at få børn, fandtes der ingen litteratur om frivillig eller ufrivillig barnløshed, og da slet ikke om følelser og smerter, der var forbundet med ikke at være i stand til at kunne få børn. Det blev nærmest tiet ihjel.
Jeg oplevede mig selv som værende forkert, utilstrækkelig og i hvert fald ikke en ’rigtig kvinde’.
Det var på samme tid fyldt med både skam og vrede kombineret med en uretfærdighedsfølelse og kæmpestor skuffelse, hver gang jeg fik menstruation.
Jeg savnede simpelthen sådan en bog, hvor kvinder og mænd åbent og ærligt kunne fortælle om deres valg og fravalg samt om de følelser og frustrationer, der var forbundet med ikke at kunne få børn.”
Accepten: Et liv uden børn
Marianne Christensen: ”Som årene gik, kom der mere og mere fokus på fertilitetsbehandling, der blev stadigt mere tilgængelig, men for det meste handlede det om ’kampen for at få børn’.
Jeg havde bearbejdet mine følelser og tanker gennem flere terapiforløb, så jeg var afklaret omkring at være barnløs.
Det havde medført en stor frihed for mig at kunne leve et liv uden den slags forpligtelser, som et barn ville have medført.
Jeg ville derfor gerne beskrive den anden side af problemstillingen også, nemlig at man sagtens kunne have et godt liv uden børn.”
Hvad er jeres budskab?
Marianne Christensen: ”Hensigten med bogen er åbent og ærligt at beskrive et tabubelagt emne, der ikke ellers er beskrevet i litteraturen.
Vi håber, at læseren vil sidde tilbage med ny viden om, hvad andre tænker om det ikke at børn og dermed være det sidste led i en slægt.
Måske kan bogen være en trøst for nogen, som ikke selv kan få børn.
Måske kan bogens historier bidrage til en bekræftelse i nogens valg om ikke at få børn, og de kan måske finde argumenter til at understøtte deres valg.
Bogen er også skrevet til dem, der har fået børn og som ikke ved, hvordan de skal kommunikere med deres frivilligt eller ufrivilligt barnløse venner og familie om emnet.”
Hvordan var det at skrive en bog sammen med en anden?
Marianne Christensen: ”Samarbejdet med Dorte Roholte var meget spændende.
Dorte har udgivet 86 romaner for unge og voksne, og har skrevet så mange romaner og noveller til ugeblade igennem 30 år, at hun ikke længere kan tælle dem.
Jeg har selvudgivet to små digtsamlinger, og følte mig ganske uerfaren som forfatter, så det var med stor ydmyghed, at jeg sagde ja tak til at lave bogen sammen med Dorte.
Det viste sig ret hurtigt, at hendes professionelle tilgang smittede af på mig.
Vores samarbejdsmetode blev aftalt tydeligt fra begyndelsen, så vi hver især kendte vores ansvarsområde, deadlines osv.
Det betød, at skriveprocessen forløb glat og i et fint flow undervejs.”
Fortæl mere om skriveprocessen
Marianne Christensen: ”Vi begyndte med et møde, hvor jeg fremlagde mine idéer og det arbejde, jeg allerede havde lavet i form af noter, forslag til interviewpersoner, spørgsmål osv.
Dorte havde også forberedt nogle spørgsmål, og vi var meget enige om, hvad indholdet og budskabet skulle være.
Selv om det var min idé, var Dorte helt med på den og tog med det samme ejerskab til bogen, der herefter blev vores fælles projekt.
Jeg kontaktede de personer, jeg gerne ville interviewe, og alle sagde heldigvis ja til at medvirke uden honorar, og de fik lovet en bog, når den var udkommet.
Vi har således 9 personer, som er frivilligt eller ufrivilligt barnløse, en familiepsykolog, en sorgforsker, en folkekirkepræst og en amerikansk læge og psykiater.
Vi bad alle om, at de ville stå frem med navn og billede for autenticitetens og troværdighedens skyld. Dette var vigtigt for os.
Interviewene foregik enten hos mig, på telefon eller via Skype.
Jeg transkriberede alle samtalerne og sendte dem til den interviewede til godkendelse.
En amerikansk læge valgte at skrive et kapitel, som han sendte, og så oversatte jeg.”
Hvad overraskede jer?
Marianne Christensen: ”Det er et sårbart emne, så vi var meget spændte på, om folk ville sige ja.
Det lykkedes at få opfyldt langt de fleste af vores ønsker til interviewpersoner, og vi var positivt overraskede over den åbenhed, de fortalte med.
De var meget imødekommende, og der var ingen af vores spørgsmål, som de ikke ville eller kunne svare på.
Tværtimod bidrog nogle af dem med mere end forventet i forhold til, hvad de fortalte om sig selv.
Der viste sig dog at være nogle vanskeligheder med at skaffe en mand, som ville fortælle om ikke at have fået børn på grund af dårlig sædkvalitet.
Vi fandt først en, efter at bogen var udkommet.
Ligeledes kunne vi heller ikke finde en, som havde undladt at få børn, fordi partneren enten allerede havde fået de børn, vedkommende ville have eller bare ikke ønskede at få børn i det hele taget.
Der var en, som meldte sig til os, men da det kom til stykket, ville personen ikke være med alligevel.
Vi efterlyste også en, som havde mistet et barn og derfor alligevel blev det sidste led i en slægt, og sådan en historie fik vi også efter udgivelsen af bogen.
Vi var klar over, at temaet er tabubelagt, men at det skulle være så svært at finde de ovennævnte personer, kom bag på os.”
Hvordan fik i en kontrakt?
Marianne Christensen: ”Da vi havde samlet alle historierne, sendte vi manuskriptet til det forlag, som vi gerne ville udkomme hos.
Desværre afviste de, så vi sendte den til mellemgaard, der syntes godt om den og gerne ville udgive den.
Der var dog lige den lille hage ved det, at vi selv skulle betale noget af prisen for udgivelsen.
Vi var i første omgang ikke interesserede i dette, men efter nøjere overvejelser besluttede vi at gå med på den plan, hvorefter vi skrev kontrakt.
Processen tog noget længere tid, end jeg havde troet, men vi måtte tålmodigt vente, og endelig i februar 2020 udkom bogen. Jeg har senere hørt, at det alligevel var ret hurtigt, for vi fik antaget manuskriptet i august 2019.”
Hvordan gør I opmærksom på bogen?
Marianne Christensen: ”Da vi havde aftalt at lave ‘Det sidste led’, oprettede vi en Facebookside for bogen.
Der efterlyste vi interviewpersoner, lagde op til debatter om temaet og lavede jævnligt opslag om, hvor vi var i processen.
Det var fx med billeder fra vores møder og oplevelser sammen.
Hensigten var at involvere læserne fra begyndelsen og at søge konkrete idéer til bogen. Det var og er stadig et aktivt forum, hvor der af og til kommer opslag om bogen.
Begge fik vi undervejs besøg af et tv-projekt, som skildrer Kvinder i provinsen, KIP-tv, hvor vi kunne benytte lejligheden til også at fortælle om bogen.
Forlaget sørgede for, at bogen kom på alle købsplatforme og sendte fem eksemplarer ud til udvalgte anmeldere.
De leverede plakater og flyers til udgivelsesdagen og efterfølgende til foredrag, hvilket vi dog ikke fik meget brug for på grund af Coronasituationen.
Vi fremstillede selv en roll up til at have med ud som reklame for bogen.
Inden bogen udkom, deltog vi i en lokal bogmesse, hvor jeg fik lejlighed til at fortælle om bogen, og vi udloddede et eksemplar, der kunne sendes, når den endelig udkom.”
Den lokale boghandler
Marianne Christensen: “Jeg sendte pressemeddelelser til de lokale dag- og ugeaviser både undervejs i processen og efter udgivelsen.
Vores lokale boghandler i Vordingborg inviterede til bogreception, hvor han sørgede for bobler og slik, og en af deltagerne, som er musiker, inviterede en kollega, så de underholdt med dejlig musik under receptionen.
Vi fik i den forbindelse besøg af den lokale ugeavis, som lavede interviews. En lokal-tv-station kom forbi og optog hele mødet, hvorefter de lavede et kortere klip med sammendrag.
En lokal fotograf kiggede forbi og leverede efterfølgende en masse flotte billeder fra dagen. Vi fik billederne stillet frit til rådighed og gav en bog som tak.
Jeg har holdt foredrag fysisk en enkelt gang og nogle gange på Zoom for at udbrede kendskabet til bogen.”
Hvordan er bogen blevet modtaget?
Marianne Christensen: “Vi fik en god lektørudtalelse meget hurtigt, hvilket resulterede i, at bogen i løbet af ganske kort tid kom ud på 76 biblioteker, blandt andet på det i Thorshavn.
Vi har fået personlige beskeder om, at folk har fundet trøst i bogen, føler sig bedre oplyst og har fået nye indsigter.
En særlig besked fik jeg fra en ældre kvinde, som havde mistet sin voksne datter og fortalte, at hun havde opdaget, at det måtte være lige så slemt ikke at få det barn, man ønsker sig, som at miste det, man har fået.
Dette havde været en stor trøst for hende, og hun sagde, at når jeg kunne beskrive det, som jeg gjorde i bogen, så følte hun sig ikke helt alene med sin sorg.
Det havde været en stor lettelse for hende. Hun havde fået bogen som en gave.
Vi håber selvfølgelig, at bogen vil leve videre i lang tid endnu, så det ikke længere behøver være så svært at tale om, hvorvidt man kan få børn eller ej, og at den kan bruges i familierne til at drøfte problemstillingerne på en åben og ærlig måde.”
Vil du skabe dig kreativt? Lyt til podcasten Skab DIG
Forfatter og historiefortæller Marianne Christensen Det sidste led uden børn www.mariannechristensen.dk marianne@mariannechristensen.dk Instagram: mariannechristensen.dk og skrivnumimersbroend Facebook: https://www.facebook.com/marianne.christensen
Det sidste led - et liv uden børn:
”I forbindelse med skrivningen af denne bog er jeg kommet tæt på andre menneskers oplevelse af ikke at have børn, uanset om det er frivilligt eller ufrivilligt.
Det har gjort indtryk på mig, at de er så ærlige om deres følelser, og at de har kunnet udtrykke sig så klart og uden omsvøb.
Det er et sårbart emne; der er mange fordomme og tabuer forbundet med ikke at have børn.
For det er et tab af ”noget”, når jeg ikke kan være som de fleste. Jeg er ikke den eneste, der har det sådan, men det gør ikke sorgen mindre.
Der er ingen trøst at hente udefra, helingen skal komme indefra i mig selv.
Jeg er kun ”ikke som de andre”, fordi der indirekte ligger en opfattelse hos mange og åbenbart også hos mig selv om, at det er det naturligste i verden at få børn.
At gøre sig stærk har for mit vedkommende betydet at lukke mit hjerte for at undgå at mærke den sårbarhed, jeg bærer på. Det er en smertelig indsigt og erkendelse at nå frem til.
Der er mange måder at sørge på, og vi er alle sammen forskellige.
Når vi kan se os selv i øjnene og indse, at sorgen og smerten er nødvendig for at blive hel igen, så tror jeg, at vi kommer bedre igennem og bliver stærkere og bedre kan rumme det, som ingen undgår.
At miste er et vilkår i livet. Aldrig at få det, man ønsker, kan resultere i sorg. Det kan føles uretfærdigt, men uanset hvordan man vender og drejer det, så er det et vilkår.
Når man ønsker sig at få børn, foregår der en langsomt glidende overgang fra drøm eller ønske og håb til skuffelse og erkendelse af, at det ikke lykkes.
Så kommer smerten og den efterfølgende sorg.”