Jeg har haft Lilja Scherfig som gæst i podcasten Skab DIG, og hun fortalte om sin bog Min Hale – illustreret af Signe Kjær.
Det blev lytterne så inspirerede af, at da jeg på Facebook spurgte om folks egne halehistorier, så modtog jeg flere.
Jeg læser nogle op i den nye episode af Skab DIG, hvor Rikke Winckler fra forældresparring.dk er gæst. Lyt her:
Der var ikke plads til at læse alle tekster op, så de kommer her:
Min hale af Lene
“Min ”hale” blev gemt væk, jeg blev beskåret i mit følelsesliv.
Jeg ved ikke, hvor gammel jeg var, da jeg lærte, at der ikke var plads til sorg og følsomhed.
I min familie skulle alle være stærke, for at overleve i familiedynamikken. I mine erindringer om denne, min første familie, husker jeg ingen længere perioder med tryghed
Mine forældre var følsomme og varme mennesker, men de magtede ikke at danne trygge rammer. Økonomien vaklede.
Forholdet til alkohol var slapt og min far faldt i søvn i en lænestol efter aftensmaden. Min mors kontaktbehov blev ikke dækket. Skænderierne imellem de to fyldte ”luften”.
Min søster gemte sig væk. Jeg blev` og var til stede midt i ”arenaen”. Jeg forsøgte at være en lille fornuftig ”voksen”, og troede på, at jeg kunne ”klare” de voksnes problemer.
Intet blev undskyldt af mine forældre. Der var tavshed.
Jeg sørgede ikke, og der var ingen, der så, at jeg ”forstenede”.
Forsteningen i mit sind blev bevaret meget længe ind i mit liv.
Jeg formede mig selv i forhold til familiens behov.
Jeg brød mig ikke om alt for følsomme mennesker og gjorde hvad jeg kunne for at lukke ned for min egen angst og min store sorg over det, jeg oplevede.
Det lykkedes mig, at opfinde og tro på et billede og en fortælling om min ”gode barndom”. På det tidspunkt var ”halen” helt forsvundet og ingen så den mere.
Jeg husker lange perioder i mit liv, hvor jeg græd indvendig og hvor jeg ikke kunne udtrykke mig, så jeg oplevede mig forstået.
Heldigvis kan haler gro ud igen, men for mig går det langsomt.
Jeg har mødt ”gode mennesker” på min vej i livet. Mennesker som har udfordret mig til selvindsigt. Det er den rigtige vej for mig.”
Min mor klipper af kærlighed af Anne Sofie
Der er så meget bøvl med ordet KUNSTNER. Hvad er det for en? Måske er det særlig personlighedstype. Nogen synes, det er skabagtigt at kalde sig kunstner. For mig er det en måde at være i verden på.
En måde at opleve og forstå verden på. Sammen med et livsnødvendigt behov for at udtrykke sig. Jeg er skabende. Jeg skaber både i billeder og ord, og ville sikkert også have skabt musik, hvis jeg havde lært et instrument.
Jeg har prøvet i mange år på at være, som min mor synes. Og som jeg kunne se at langt de fleste mennesker var. Jeg har prøvet at passe ind i samfundet og opfylde normerne. Jeg har uddannet mig.
Jeg har forsøgt mig på arbejdsmarkedet. Men hver gang er jeg blevet syg med depressioner og stress.
Det var først, da jeg helligede mig kunsten 100 procent, at jeg blev helt rask. Nu ved jeg, at hvis ikke jeg er kunstner, så kan jeg lige så godt være død.
Det at være den jeg er, er vigtigere end alt andet. Det er vigtigere end en tryg indkomst. Vigtigere end pensionsopsparing, vigtigere end anerkendelse.
Det eneste der kan få mig til at tilsidesætte min kunst er mine børn. For de er også mine skabninger.
Halen var min astma – af anonym
Jeg har valgt den hale, som var tabu i mit barndomshjem, og som egentlig stadig er det for mig, da den er indgraveret i min sjæl, mine følelser, mit nervesystem og min krop.
Halen står for trodsighed og sygdom med deraf følgende fysisk og psykisk vold fra min fars side.
Ingen kendte til det, og ingen talte om det. Jeg har nok følt halen som en forbandelse, da jeg ikke kan slippe for dens stramme tag i mig og for den frygt for afstraffelse, der følger med;
Far var en generation ældre end mor og meget ”militantisk”.
Et nej var et nej. Han var befalingsmand i Hjemmeværnet og mente, at man skulle have kontrol over alting, selv over indtaget af vand og mad.
Ofte fik jeg at vide ”du drikker gennemgående for meget (vand)”, da han selv satte en ære i at kunne stå i mange timer på en vagt uden vådt eller tørt.
Meget værre var det, at når jeg fik et astma anfald og åbenbart var ”vanskelig”, så slog han mig i ansigtet med lussinger.
Gerne midt i aftensmåltidet og helt ud af det blå. Jeg anede ikke, hvad der havde trigget det og har aldrig siden forstået det.
Jeg blev ofte truet med, at hvis jeg ikke opførte mig ordentligt, så kom jeg på det lokale ”Sindssygehospital”.
Og som straf kom han ikke op og sang aftensalme med mig, før han hørte jeg lå og græd højere og højere.
Han sagde også, at ”der er altid en, der kan se hvad du laver”, og det var Gud, som på den måde fremstod som en trussel og som min fars forlængede straffende arm.
Han drak aldrig, kun en hvidtøl til jul, og min mor lagde han aldrig en finger på. Hun blev lammet, hver gang han slog mig, og har kun én gang grebet ind, da jeg var omkring 3-4 år.
Da råbte hun: ”Så hold dog op med at slå hende, kan du ikke se hun ikke kan få vejret!?” Det var midt i et astma anfald.
Der var ingen der anede, hvad jeg blev udsat for, og dengang var det lovligt at slå børn.
Jeg flygtede ofte ind i min egen verden, tegnede, lavede sange, gik ud i naturen – og skrev og illustrerede en fritidsbog til mig selv, så jeg kunne få idéer til hvad jeg skulle lave, hvis jeg kedede mig. Mine dukker var mine veninder, som jeg betroede mig til.
Og så snart jeg lærte at skrive som 8-9 årig, fik jeg en blå dagbog, som blev den første i en lang række af dagbøger. Jeg havde også to penneveninder, og læste flittigt skolebibliotekets bøger og havde intention om at begynde fra A og slutte med Å, så langt kom jeg dog aldrig.
Fantasien og kreativiteten blev mit åndehul og portal ind i en anden verden, hvor der var trygt og rart, og hvor jeg kunne få lov at være mig selv, uden frygt og forstillelse.
Jeg føler lige nu, at min oprindelige ”hale” har bestået af et rigt indre univers, kreativitet og ro til at være fordybet og til at skabe. Men den fik med tiden så mange ar og sår, at det kan være svært at finde den oprindelige hale igen … men jeg øver mig!
Havfruetæer af Lotte Pia
Jeg har havfruetæer
de findes ikke
hvad er jeg så?
jeg gav min hale væk for et liv på land
væk fra dønninger som hver nat vuggede
mine arme, strøg gennem håret
filtrerede verdens lys
mine tæer leder altid
men kan ikke helt mærke kanten af afgrunden
på vej ned, eller op
jeg har en gazellehofte,
fik den
der blev taget en stor bid af mig
offer for et liv
det første jeg opdagede var halen
tung, varm, levende tigerhale
den mørke dusk læser grunden
mens poterne langsomt
mærker sine fodtrin med jorden
jeg har en dæmon i øjnene
den vil meget
eller har den bare set for meget
I det andet land løber jeg
midt i flokken af skyggeleoparder
her sidder jeg til tider mest på piedestalen
og håber på arme, ben
prøver at holde på hovedet
jeg har svalefingre
frie
kærlige ninjaer
vilde spring over himlen
er deres eneste måde at glemme
at de ikke må bære dit hjerte
mit hjerte er grønt
sidder på skovbunden
og sender sit Batman-signal opp på himmelen
uanset vejr
nogle gange ligger det på bunden av floden
men hidtil har jeg
stadig kunnet se det flakkende signal
lige ved siden av månen
Forfatter af Inger Barbara
Folk var to – tre meter høje, de var flotte og nogle af dem strikkede hønsestriktrøjer til mig.
Så satte de sig på hug foran mit alvorlige barneansigt
– Hvor er du vokset, siden sidst jeg så dig! Det sagde de alle sammen. Jeg syntes, at det var underligt. Noget andet disse lange mennesker med kaffeånde spurgte om, når de sad på hug foran mig, det var:
– Hvad vil du så være, når du bli´r stor?
Svaret faldt prompte:
– Forfatter! Min selvtillid til mit talent var ganske uberørt af tvivl!
Det fnisede de af,
– Nå, nå lille Inger, du bli´r nok klogere!
-Er det en hat?
-Nej, det er da en kvælerslange, der har slugt en elefant!
Jeg blev lærer ligesom min mor, og klog nok til at lægge mine mange skitser i skuffer, der bugnede, mens jeg rettede elevernes stile. En dag dukkede stemme fra den fjerne barndom op,
– Jeg har en historie at fortælle verden! Sæt i gang!
– Okaaay…., svarede jeg.
Mine hønsestrik trøjer er jeg vokset fra, nu er det mig, der har kaffeånde,
alligevel hørte jeg mig selv sige til chefen,
– Jeg kan desværre ikke søge den faste stilling, da jeg er i færd med at skrive en krønike!
– Respekt, svarede hun.
Det er en kvælerslange, der har slugt en elefant!
Nu sidder jeg her med et manuskript, der ikke er en skitse. Og tænker på alle venner, beta-læsere, Skriv-Bare Klub medlemmer og redaktrice, der holder mig til tastaturet, mens min krønike tager mere og mere form, vokser min dybe barnlige glæde og forundring indeni.
Jeg ér forfatter! Og verden er fuld af historier, der skal skrives, og vil ud i verden, for at få de hersens to tre meter høje folk til at se barnet i sig selv igen.
Du kan høre de første episoder med Lilja Scherfig her: