“Skrivningen er en slags rus”
Joan Juanita Andersen er en livsbombe af god energi. At skrive er lidt som at være forelsket, mener hun – det er både fantastisk og frygteligt.
Hun er udvalgt til månedens forfatter og skrivefælle, fordi hun bidrager så positivt og inspirerende i Bare SKRIV gruppen.
Hver måned fremover vil jeg, Charlotte Heje Haase, vælge en, der har gjort noget særligt for samtalerne i Facebook gruppen Bare SKRIV.
Det kan være en, der har støttet andre medlemmer, delt noget om skriverejsen, taget et initiativ eller har delt noget spændende til inspiration.
Jeg spørger her Joan om hendes skriveproces, og hun har gode skriveråd og øvelser.
Hun har også et skønt spørgsmål, som hun for tiden er optaget af at spørge folk om.
Hvad giver det dig at skrive?
“Jeg har på det seneste gået rundt og tænkt over, om mit skriveri mon er en flugt fra dagligdagens trummerum.
Er det en mulighed for at leve mig ind i andre verdener, hvor alt er muligt, og hvor jeg både spiller rollen som mine hovedpersoner, samtidig med at jeg er en slags voyeur?
Jeg bliver nemlig tit overrasket over, hvor mine hovedpersoner bærer mig hen, og jeg elsker at sætte mig i deres sted i et univers, der er meget langt fra vasketøj og sengetider.
Jeg er dog nok kommet frem til, at det snarere end en flugt fra virkeligheden er en refleksion over den.
At de ting, jeg oplever, hører, ser, føler, bliver til brikker i et puslespil, som jeg så på en eller anden måde får bearbejdet, når jeg skriver.”
Den indre kloge kone
“Jeg oplever ofte, at jeg har en idé i hovedet, men når jeg så begynder at skrive den ned, antager den en anden form eller en anden retning, end jeg havde forestillet mig.
Der er en indre stemme, der fortæller mig, hvad der i virkeligheden er vigtigt at få fortalt. En slags klog kone, der lever i min underbevidsthed.
Da jeg skrev ”En dag slipper vi væk herfra” var det ud fra alle de mennesker og oplevelser, jeg havde haft, da jeg arbejdede som socialarbejder i Guatemala Citys losseplads.
Jeg havde personerne så levende foran mig, og det tog mig 14 år, før min bog blev færdig, fordi de altid ville i en anden retning, end jeg ville. Fordi de jo dybest set vidste bedst.
Det var meget bevidstheds-udviklende, og samtidig meget underholdende.
Skrivningen bliver altså en slags meditation, en ventil, et frirum til at lege og omforme alle indtrykkene til gode historier. Det gør mig tilfreds at skrive, for det er en drøm, jeg har båret med mig, siden jeg var helt lille.”
Dit hemmelige liv …
Joan Juanita Andersen har fået en mani med at spørge folk, hvilke hemmelige liv, de lever:
“Og ofte opdager jeg, at sagsbehandleren fra Jobcentret skriver Fantasy i sin fritid, at læreren skriver svulmende digte, eller den ældre dame i bussen ved siden af mig går med drømme om at skrive sine erindringer, der i øvrigt langt overgår fantasien.
Jeg er vild med at opdage, at der er andre som mig, der kan lide at lege med ord og rum.”
Hvad kan forhindre dig i at skrive?
“Hvis jeg på forhånd har for store ambitioner, kan det bremse den kreative proces.
Så må jeg tilbage og nørde rundt, og skrive noget, som jeg ved ikke er godt nok, men som jeg åbenbart skal igennem for at komme frem til det gode.
Jeg kan skrive alle steder, under næsten alle forhold. Det er en evne, jeg har trænet og oparbejdet, da træthed, tid og logistik ofte kan komme i vejen.
Så jeg finder de der små tidslommer.”
Hvilke råd ville du give dig selv, da du startede med at skrive, med den viden, du har nu?
1) Opdel skriveprocessen, så du ikke redigerer, når du er i det kreative hjørne, og omvendt. Vær bevidst om hvornår, du gør hvad.
2) Skriv der, hvor energien er – gem resten til en anden dag.
3) Start med at skrive i hånden, og gør det igen, når du rammer ind i en skriveblokering.
Det er utroligt, hvad der kommer frem, når jeg skriver i hånden. Jeg har lært at navigere i kaos, der opstår, når jeg skriver i hånden, og gemme oprydningen af ord og sætninger til senere – i næste fase af skriverprocessen.
4) Skriv sammen med nogen! Fællesskab gør stærk, og det er meget inspirerende at høre hvad andre skriver på, og hvordan deres proces er.
5) Hvis du vil blive god til at skrive, så læs så meget, du kan. Søg så meget inspiration fra andre forfattere, som du kan. Du kan alligevel ikke undgå at gøre det til dit eget.
Hvad har overrasket dig mest ved at skrive?
Det har overrasket mig, hvor stædig, jeg kan være i mit hoved, når jeg dybest set godt ved, at historien bærer en anden vej hen, end hvad jeg har planlagt.
Det har også overrasket mig, at historien kan være mere stædig end mig, og altid ender med at blive bedst, når jeg giver slip, og bare skriver i flow.
Det har også overrasket mig, hvor forskellige skriveprocesser kan være, og at det lige kræver tid og tålmodighed fra jeg har færdiggjort ét værk til jeg kan gå i gang med det næste. At jeg ikke lige kan gøre det samme igen.”
Beskriv en scene fra dit forfatterliv
“Da jeg var yngre, var jeg i en konstant tilstand af forelskelse.
Jeg gik hele tiden rundt og var i en form for rus. Den følelse af beruselse kan jeg stadig mærke, særligt nu, hvor jeg har erkendt, at jeg er én, der skriver.
Rusen dukker op som bobler af inspiration, som vokser og vokser, til de svulmer over og brister.
Jeg er både helt vild med at være inde i den boble – og samtidig hjemsøger den mig dag og nat indtil jeg får skrevet noget ned. Det er en rastløs tilstand, som jeg ikke ville være foruden, men som også kan ødelægge mig, hvis jeg ikke passer på mig selv. Den opstår som regel, når jeg ikke har skrevet noget i en uges tid.”
Hvordan kan denne skrive-forelskelse se ud?
“Jeg har lige afleveret min ældste datter i skole, og er på vej til arbejde.
Jeg lå vågen til sent ud på natten, fordi jeg ad uransalige veje er blevet en del af en vanvittig udfordring, hvor jeg skal skrive noget til min med-forfatter hver dag. Han har sendt et ord, som jeg skal skrive om, men jeg har ikke kunnet knække koden, og det har rumsteret den halve nat.
Så snart, jeg sætter mig op på cyklen, kommer ordene til mig. Jeg bliver nødt til at skrive det ned. Finder en bænk på vejen. Det regner, dråberne falder ned i mit kladdehæfte, og får blækket til at tvære ud. Men jeg skal lige skrive det hele ned. Det ender med, at jeg kommer for sent på arbejde. Det hele gentager sig dagen efter .. og dagen efter.
Da udfordringen er slut, står jeg tilbage med en kæmpemæssig tomhed og en lille sorg, som det tager mig en måned at komme over. Hvad skete der? Jeg ved det ikke. Det var et delirium, en strøm af sanser og en snert af den store, guddommelige inspiration.
Når jeg ser på vores tekster nu, kan jeg blive helt forbløffet over deres form og indhold.”
Hvad skriver du på nu?
Lige nu har Joan Juanita Andersen gang i tre projekter:
“Jeg er ved at lægge sidste hånd på en roman, der handler om livet på begge sider af en kolossal grænsemur. Den har været gennem beta-læsere, og skal ”bare lige” omskrives lidt hist og her.
Et hemmeligt projekt med en anden forfatter og en fotograf. Det er noget nyt og skævt, og måske lidt underligt, og vi ved ikke helt endnu, hvordan det skal ende, men der er en nærmest magisk, skabende energi til stede.
En roman om en sejler, der sejler til verdens ende for at glemme en kvinde – jeg har dog sat den lidt på stand by, da jeg vil for mange ting med den, og lige skal have fintunet, hvad der er det vigtigste.
Det handler om at lytte til mig selv og historien og turde skære alt overflødigt væk – og det er svært, når den startede et sted, men ser ud til at ende et helt andet.”
Del en skrive- eller kreativitets øvelse?
“Prøv at skifte fortæller-stemme. Det eksperimenterer jeg selv meget med lige for tiden, også at skifte fortællerstemme flere gange igennem historien.
Helt nede i det lavpraktiske er jeg også vild med at skrive på ord, og to af mine yndlings- skriveøvelse-ord, som altid fører noget nyt og overraskende med sig, er ”et helle” og ”huller”.”
Har du nogle forbilleder?
“Gabriel García Márquez, som får magien flettet ind i dagligdags hændelser, så historierne bliver magiske. Han har et fabelagtigt, flydende og spændende sprog.
Kim Leine: Jeg elsker, at hans bøger er så sprængfyldt med kropslige oplevelser, som jeg kan mærke helt fysisk på mig selv, og samtidig skifter han fortællerstemme undervejs, hvilket giver historierne en helt særlig dynamik. Og så er han så alsidig.
Min medforfatter i det hemmelige projekt: Fordi jeg ikke vidste, at man kunne skrive på den måde, som han gør. Og at han tør stå ved sig selv og sin skrivestil.”
Joan Juanita Andersens udgivelser
”Drømmenes Losseplads” (Egolibris 2016); en dokumentarisk skildring af mine år i Guatemala Citys losseplads.
”En dag slipper vi væk herfra” (Brændpunkt 2019): fiktiv roman om livet på en stor losseplads, om at turde drømme om et bedre liv, men samtidig blive suget tilbage til sin skæbne.
Læs mere om Joan Juanita Andersen:
Mere skrivetid
Joan Juanita står for skriveforløb på sit arbejde ”Skriv om dit liv”, og skriver til ugebladene. I de næste fem år drømmer hun om at bruge mere tid på at skrive.