Kender du tanken: Hvor ville det være fantastisk, hvis den bog, du er igang med, gør, at du VIRKELIG blev set for den, du er. Og elsket.
Du ryster på hovedet – hvor er du langt ude. Men måske er du bare menneske.
Hvorfor skriver du?
Du skriver, fordi du har noget på hjerte, ik?
Fordi der brænder en ild i dig for at fortælle historier eller formidle din viden?
Jo formentlig. Det er i hvert fald tilpas hårdt arbejde at skrive en bog, så man ikke kommer igennem det uden en stor lyst … kombineret med en røvfuld selvdisciplin.
Men ofte er der noget underliggende, der gør, at det kan være svært at skrive i perioder.
Selvom du har planlagt nøje, hvornår du skal skrive og endelig fået det prioriteret, saboterer du pludselig din skrivetid.
Indre dæmoner danser og skaber utryghed, når du sætter sig ned og begynder at skabe dit helt eget udtryk.
Måske du pludselig begynder at overspringshandle eller bedøve uroen med Nexflix og chokolade.
Hvad er du bange for? Det kan virke som en irrationel frygt, når vi lever i et land med ytringsfrihed.
Men din frygt er slet ikke så irrationel endda, faktisk er den bundet op på din overlevelse som menneske.
Hvis du er bange for, at det, du skriver, vil blive dømt af andre og have konsekvenser for den måde, andre ser dig på, så er det helt naturligt og næsten uundgåeligt.
(Medmindre du er psykopat.)
Tre forfatterinders indrømmelser
Men før jeg kommer til, hvorfor det er sådan, så lad mig fortælle dig en personlig historie.
Jeg er på et video-opkald med to amerikanske forfattere, og vi taler om vores skriveproces. Vi har mødt hinanden igennem et online kursus.
Pludselig kommer der en sandhed på bordet:
“Jeg har i årevis skabt kunst og skrevet fordi, jeg ønskede, at min familie endelig skulle se mig, for den jeg er. At de endelig elske mig!
Det var forfærdeligt at opdage”, næsten hvisker den ene forlegen.
Den anden, som skriver teaterstykker, supplerer:
“Jeg har også brugt mit liv på at skrive mig til anerkendelse. Jeg vil være nogen.
Sige noget originalt. Så er jeg også noget værd. Jeg er bitter over, at det ikke helt er sket endnu.”
Nu hører jeg mig selv sige noget, jeg aldrig har indrømmet. Ikke engang overfor mig selv:
“Jeg skrev mine første to bøger for at blive elsket. Jeg skrev min tredje bog for at blive respekteret, og jeg skrev min seneste bog, fordi jeg håbede, at DENNE bog ville forløse alt.”
Vi er stille et stykke tid. Vi kigger på hinanden. SER hinanden og os selv. Det er vildt sårbart, men der er noget helende i, at vi ikke er alene.
At vi kan genkende os selv i hinanden.
Uden kærlighed overlever vi ikke
Hvordan pokker kan man være så kærlighedshungrende, at man ligefrem skriver bøger med et (skjult) håb om at blive elsket?
Lad os kigge tilbage i evolutionen.
Vi er født dybt afhængige af andre. Menneskebabyer har brug for mad, søvn, varme og at blive skiftet for at overleve.
Vi er helt hjælpeløse på egen hånd.
Der går årevis, før vi kan udtrykke os og klare os alene, hvor de fleste dyrebørn kan gå, flyve eller svømme kort tid efter fødslen.
Vi har så komplekse og store hjerner, der først skal gro og have tid til at vokse, på den anden side af maven.
Vores overlevelse afhænger af, at der er nogen, der elsker os nok til at passe på os.
Behovet for at blive elsket og være en del af en social gruppe er livsnødvendig. Og dette instinkt forsvinder ikke med modermælken.
Så derfor er det kodet ind i vores biologi, at vores største frygt er tanken om ikke at blive elsket.
Digital overstimulering dræber din kreativtet
Skammen over vores behov
Det kan føles skamfuldt at indse, at din kunst et eller andet gemt sted er bundet op på et behov for at blive elsket og accepteret.
At du laver kreative benspænd, når frygten for at blive udstødt vågner.
Men det er en vigtig del af os.
Jeg hørte engang podcasten ‘The Good Life Project’, hvor kvinden, der var med til at udtænke ‘like’ knappen på Facebook, blev interviewet.
Hun var selv glad for andres anerkendelse og kunne se gennem forskning, at det er almenmenneskeligt.
Funktionen blev et hit og er ligefrem afhængighedsskabende og styre, hvad folk skriver, og hvad de ikke skriver. Hun følte selv, at det lidt tog overhånd.
Mød tankerne nysgerrigt
Chris Germer har en PhD i Psykologi og har forsket i selvomsorg.
Han fortæller i Sound True’s Selfcompassion Summit, at alle mennesker er født med et dybtfølt ønske om at blive elsket.
Vi går ud ad døren hver dag og håber på andres kærlighed.
Vi har bare glemt det. Og lige så sikkert som dette ønske er, lige så sikkert er det, at vi er bange for ikke at blive elsket.
Han har i tyve år kæmpet med at stille sig op foran folk, hvilket er ret uheldigt som professor.
Han havde en indre forestilling om, at der var et eller andet gennemgribende galt med ham, der gjorde, at han ikke fortjente at blive elsket.
Hver gang, han underviste, frygtede han, at det ville blive afsløret, at han ikke var noget værd.
Chris Germer fandt ud af, at det eneste, der kunne tøjle nerverne var ved at acceptere dem og møde de indre tanker med nysgerrighed og rummelighed.
Og så brugte han dette mantra, når han blev bange for at blive afsløret som uduelig og bandt sine præstationer op på sit værd:
“May I be free from fear, may I be kind to myself, may I be safe!”
Se Charlotte Heje Haases skrivekurser
Kan modtagelsen få dig til at blive elsket?
Og så kommer spørgsmålet: Hvis du skriver rigtig godt, hvis du virkelig gør dig umage, hvis du giver de blanke sider alt, hvad du har … er du så garanteret kærlighed og beundring?
Jeg ville ønske, jeg kunne sige ja. At jeg gennem mine bøger følte mig mere hel.
At du bare skal skrive, så er alt godt. Så føler du dig aldrig uelsket igen.
At folk, som du gerne vil imponere, vil blive imponeret og sige:
“NU ser jeg og forstår jeg dig. Du er jo enestående.”
Men sådan fungerer det ikke lige.
Smag er individuelt. Uanset hvor meget umage du gør dig, så vil der være nogle, der ikke kan lide din bog. Eller ikke gider at læse den.
Men selv hvis alle elsker den (eller de vigtige) så lur mig, om din følelse af anerkendelse og storhed løjer af efter lidt tid.
Fordi du er kommet til at binde dit følelse af værd op på dine præstationer.
Og så bliver du nødt til at skrive nye, lige så gode bøger for at høste samme ros. Ellers!
Er du en rigtig forfatter? 7 forfattermyter
Skriv løs – du søde menneskelige menneske
Når det er sagt, så kan det at skrive kan være vildt forløsende.
Og du bliver i skriveprocessen mere bevidst om de indre dæmoner og bliver konfronteret med det, du er:
Et menneske! På godt og ondt.
Så skriv endelig løs og smil kærligt af dig selv og vid, at du ikke er alene, når du drømmer om den helt store kærlighed i kraft af dine historier og formuleringer.
Og ja, selvfølgelig skriver du ikke KUN for at blive elsket.
Du skriver af sindssygt mange ikke ydre-styrede grunde.
Men jeg synes, det er interessant, at vi kan have det sådan. Hvis vi tør at mærke efter.
Og så give slip på det behov, eller i hvert fald give slip på at det skal styre, hvad vi skriver.
Så vi kan skrive sandt, ærligt og det, der skal fortælles. Uanset modtagelsen.
Piiist – kunne du lide dette indlæg? Elsker du mig lidt mere nu????