National Novel Writing Month stiller Anja Dunas skrivekløe
Jeg har lige fået aktiveret min Instagram konto, og mine fordomme er gjort til skamme – det rummer så meget mere end smukke madretter og polerede selfies.
En af dem, der falder mig i øjet – og hjertet – er Anja Dunas konto Skrivetid. Hun skriver … om at skrive.
Her i november under National Novel Writing Month deler hun sin skriveproces som deltager, og jeg er vild med, at hun skriver i hånden og har sit eget system for at se, hvor langt hun er nået.
Jeg har stillet hende nogle spørgsmål om skriveudfordringen – også kaldet NaNoWriMo.
Læs mere om skriveudfordringen NaNoWriMo.
Hvorfor deltager du i National Novel Writing Month?
“Det er en del år siden, jeg sidst har deltaget i NaNoWriMo. I år passer det mig perfekt, fordi jeg har en voldsom skrivekløe oven på et halvår, hvor jeg har brugt tid på romanudgivelse.
Desuden er det længe siden, jeg har haft en fast skriverutine.”
Hvad er dit mål?
“Mit mål er først og fremmest at øge antallet af sider, jeg skriver i hånden per dag. Indtil videre er jeg nået op på fire sider, hvilket vist svarer til knap 1000 ord per dag.
Jeg regner ikke med at nå 50.000 ord i november, men er tilfreds hvis jeg i løbet af måneden får øget til 1700 ord eller omtrent otte håndskrevne sider om dagen.
Først og fremmest vil jeg blive færdig med to lange noveller til en samling, der handler om stagnation i livet. Hvis der bliver tid til at skrive mere end det, er det ren bonus.”
Læs også om Betina Hjermings skriveproces under NaNoWriMo.
Hvorfor skriver du i hånden?
“Jeg foretrækker, at skrive i hånden, fordi mit flow bliver bedre – endda selvom jeg skriver lidt for langsomt i forhold til min tankehastighed. Jeg tror, det har noget at gøre med, at det på en måde er en mere konkret handling og sansning end på computer
For mig føles det lidt anonymt og knap så inspirerende at skrive på computer. Samtidig er det nemmere at have en blok med overalt, som jeg kan hive frem og skrive på, selv hvis jeg bare har få minutter.
En bonus er, at det giver en god første redigering af teksten, når jeg bagefter skal skrive den ind i et word-dokument. Men når jeg skriver i hånden, er det ekstra vigtigt at skrive dagligt og bevare kontakten til historien. For hvis jeg mister kontakten, mister jeg lettere overblikket, når historien er bredt ud over utallige, fnidrede håndskrevne sider.”
Hvad har du oplevet i forhold til din skriveproces indtil nu?
“Jeg oplever, at det er blevet nemmere at komme i gang med at skrive hver dag, når det ligger fast, at det SKAL jeg.
Paradoksalt nok kan jeg til tider bremse mig selv i at skrive, fordi jeg skriver intuitivt, og det kan være overvældende, hvor meget der gerne vil ud.
Det er faktisk rart at få den disciplin ind, som NaNoWriMo lægger op til. Det er også en hjælp til at sætte den indre kritiker udenfor døren og udelukkende fokusere på at producere – og netop det at producere tekst kan hjælpe mig til at tappe ind i et inspireret flow.”
Har du skrevet mere end ellers?
“Det er en bevidst prioritering, at skrivning i denne måned kommer før (næsten) alt andet, og derfor får jeg skrevet væsentligt mere end ellers.
I over et halvt år har
jeg så småt været i gang med et par lange noveller plus ideer til nogle flere. Mit behov for at komme videre med dem hjælper til med at skubbe mig i gang.”
Hvor skriver du i denne måned?
“Jeg benytter transporttid i bus og tog samt cafebesøg til at nå at skrive.”
Hvordan holder du øje med dine fremskridt?
“Hver aften tæller jeg sider og noterer antallet ned plus tildeler mig selv en stjerne per side.
Om søndagen poster jeg en update på Instagram og Facebook. Det er meget givende at markere hver en lille succes – jeg vil altid hellere markere, hvad jeg har fuldført, end hvad ‘mangler’.”
Følg Skrivetid på Instagram og læs mere om forfatter Anja Dunas forfatterskab og skrivemetoder på Skrivetid.dk